Den prestigefulde pris bliver uddelt ved Sport 2015-showet i Herning den 9. januar, og det er et par medaljevante atleter som kæmper om den måske fineste idrætspris i landet. En pris der sidste år blev vundet at triatleten Camilla Pedersen.
Das Büro for Team Danmark.
Svømmeren Jeanette Ottesen imponerede, da hun bare halvanden måned efter at være blevet udsat for et umotiveret overfald i trafikken, hvor hun brækkede en finger, tog to sølvmedaljer ved VM i Kazan.
Orienteringsløberen Maja Alm blev i 2015 tredobbelt verdensmester. Hun har tidligere vundet både sølv- og bronzemedaljer ved EM og VM, men ved stævnet i Skotland røg hun for alvor til tops, da hun vandt guld i sprint og leverede en lignende bedrift i mix-sprinten og i stafetten.
VM-guld var der også til René Holten Poulsen. Kajakroeren var hurtigst på både 500 og 1000 meter distancen. Han vandt også to guldmedaljer samt en sølvmedalje ved EM tidligere på året, så der er ingen tvivl om, at kajakroeren havde sin bedste sæson nogensinde, hvilket automatisk gør ham til et af de største danske medaljehåb ved OL i Rio i 2016.
Svær opgave
Direktør i Danmarks Idrætsforbund, Morten Mølholm Hansen, siger om de tre nominerede:
- 2015 har været et resultatmæssigt meget stærkt år for dansk eliteidræt. Det lover rigtig godt for næste års OL-præstationer i Rio. I spidsen for resultaterne i 2015 står to af vores olympiske medaljekandidater René Holten Poulsen og Jeanette Ottesen. De flankeres af en måske mindre kendt eliteudøver i skikkelse af Maja Alm, som ikke desto mindre imponerede alt og alle med sine tre VM guldmedaljer. Så dommerkomiteen kommer ikke på nogen nem opgave, når Årets Sportsnavn skal findes blandt de nominerede.
Mulighed for flere nomineringer
Ansvaret for den endelige kåring er lagt i hænderne på en priskomité med kulturminister Bertel Haarder (V) som formand og DIF-formand Niels Nygaard som næstformand. De øvrige medlemmer er DIF-direktør Morten Mølholm, Team Danmark-direktør Lone Hansen, Team Danmark-formand Frank Jensen samt chefredaktør Jørn Mikkelsen og sportsredaktør Christian Thye-Petersen, JP.
Komitéen forbeholder sig ret til at nominere yderligere atleter, hvis de skulle levere en ekstraordinær idrætspræstation i årets sidste måneder. Det kunne eksempelvis være kvindelandsholdet i håndbold, som spiller VM på hjemmebane i december.
Tidligere vindere af Årets Sportsnavn:
1992: Jesper Bank, sejlsport
1993: Damelandsholdet, håndbold
1994: Damelandsholdet, håndbold
1995: Mette Jacobsen, svømning
1996: Bjarne Riis, cykling
1997: Wilson Kipketer, atletik
1998: Letvægtsfireren, roning
1999: Camilla Martin, badminton
2000: Damelandsholdet, håndbold
2001: Thomas Bjørn, golf
2002: Tom Kristensen, motorsport
2003: Nicki Pedersen, speedway
2004: Letvægtsfireren, roning
2005: Tom Kristensen, motorsport
2006: Mikkel Kessler, boksning
2007: Rasmus Quist og Mads Rasmussen, roning
2008: Herrelandsholdet, håndbold
2009: Lotte Friis, svømning
2010: Caroline Wozniacki, tennis
2011: Jeanette Ottesen, svømning
2012: Lasse Norman Hansen, cykling
2013: Maja Jager, bueskydning
2014: Camilla Pedersen, triatlon