Organisering
Som bekendt blev Danmark valgt som vært for EM på kortbane 2013 i forbindelse med LEN kongressen i slutningen af september måned. Siden har de indledende opgaver blandt andet bestået i at få nedsat en organisationskomité og diverse arbejdsgrupper.
Rent økonomisk dækker Herning Kommune og Sport Event Denmark udgifterne til EM, mens Dansk Svømmeunion og Herning Svømmeklub stiller med arbejdskraft. Derudover arbejder den nedsatte sponsorgruppe hårdt på at skaffe interesserede samarbejdspartnere og sponsorer til eventen. Har du i den forbindelse en god forbindelse til en mulig sponsor, hører vi naturligvis gerne fra dig.
Vi får også brug for yderligere frivillige, nærmere bestemt omkring 250 personer, og du kan nedenfor læse mere om, hvordan du bliver frivillig til EM 2013.
Organisationsmæssigt består styregruppen for eventen af to repræsentanter fra Herning Kommune, to repræsentanter fra Sport Event Denmark, formanden for Herning Svømmeklub samt Pia Holmen og Caroline Kleemann fra Dansk Svømmeunion. Sidstnævnte er projektleder på eventen. Herunder er der nedsat arbejdsgrupper til at arbejde med blandt andet markedsføring, transport, akkreditering, presse, kommunikation og hotel-logistik.
”Vi fylder vand i BOXEN”
Da et svømmestævne naturligvis ikke kan afholdes uden vand, har en af de første og vigtigste opgaver været at indgå en aftale med en pool leverandør på to midlertidige pools. Vi er nu tæt på at afslutte en aftale på en konkurrencepool på 10 baner, samt en opvarmnings/afsvømningspool på seks baner. Det er første gang nogensinde, at ”der bliver fyldt vand i BOXEN”, og derfor er der en hel del tekniske og logistiske specifikationer, som skal afklares inden.
Billetsalg
Dernæst er vi i færd med at afklare indretningen af BOXEN, som er en proces, der blandt andet involverer TV2 i forhold til TV produktionen. Når indretningen er på plads, er vi klar til at starte billetsalget, som selvfølgelig vil byde på gode billetløsninger til ”Svømmedanmark”. Målsætningen er at skabe en ultimativ publikumsoplevelse og en super stemning i BOXEN, når de danske svømmere skal i konkurrence. Vi skal derfor have fyldt alle tilskuersæder op og gøre eventen til en helt unik oplevelse med en opbakning til de danske svømmere, som sjældent er set magen til. Vi håber derfor på at se så mange fra SvømmeDanmark, som overhovedet muligt!
Billetsalget kommer til at foregår via nettet og åbner til februar.
LEN flaget overdraget til Danmark
Som led i forberedelserne har et hold været af sted på site-visit til EM på kortbane i Chartres i slutningen af november. Holdet bestod af markedsføringsgruppen og SVØM-ansatte, som brugte stævnet til at afholde møder med relevante aktører i forbindelse med afholdelse af eventen – herunder blandt andet LEN, den franske organisationskomité, markedsføring og pressefolk. Der blev selvfølgelig også tid til at heppe på de danske svømmere, der, som bekendt flere gange måtte på podiet efter medaljer. Som organisationskomité fik vi også selv lov til at komme på podiet, dog ikke for at få overrakt medaljer, men for at få overrakt LEN flaget, som er tradition, når eventen overgives til det følgende års værtsnation.
En gruppe teknikere er desuden sendt til Istanbul på site-visit til VKM med henblik på at afdække teknikken bag de to midlertidige pools, som er sat op til denne event.
Site-visits som disse giver et rigtig god indblik i, hvad vi har i vente i december 2013, og vi føler os godt rustede til at løfte opgaven.
Foruden ovennævnte, er vi i fuld gang med udarbejdelse af logo og designlayout samt officiel hjemmeside, som så småt er på trapperne og som åbnes til januar.
Bliv frivillig
En af de erfaringer vi især har gjort os fra besøget i Chartres, er, at vi i høj grad får brug for masser af frivillige kræfter, nærmere bestemt cirka 250 frivillige. Opgaverne til de frivillige er så småt ved at blive sat i system, og de vil først i det nye år blive yderligere defineret og konkretiseret og vil blive udbudt via www.svoem.dk og den officielle hjemmeside. Vi tager dog allerede nu gerne imod henvendelser fra frivillige, som har mod på at bruge en uge i Herning i december 2013. Du er derfor mere end velkommen til at kontakte projektleder, Caroline Kleemann, allerede nu, hvis du gerne vil give en hånd med ved afviklingen.
Projektleder Caroline Kleemann kan kontaktes på mobil: 2916 0423 og på e-mail: ck@svoem.dk