En ny social træningslejr bringer unge kunstsvømmere sammen på tværs af klubber. Med teknik, teamwork og tætte relationer i fokus er målet at styrke fællesskabet i sporten.
SvømDanmarks kunstsvømningsudvalg har et stort fokus på at styrke sammenholdet mellem landets unge kunstsvømmere. Det gælder i særdeleshed for udvalgsmedlem Cecilie Højmark, der har arbejder med at udvikle sporten. Derfor har hun udviklet et nyt koncept – en social træningslejr kaldet ”Bølger af fællesskab” for kunstsvømmere i alderen 13-19 år.
”Hensigten er at bringe vores unge kunstsvømmere sammen på en camp og give dem en oplevelse af, at de er en del af noget meget større. Samtidig får de også mulighed for at danne nye venskaber med kunstsvømmere i andre klubber,” forklarer Cecilie Højmark.
Den allerførste Bølger af Fællesskab-camp løb af stablen den 1.-2. marts 2025 og samlede 22 kunstsvømmere. Deltagerne kom fra otte danske klubber – FREM Odense, Gentofte Svømmeklub, Gladsaxe Svøm, Aarhus1900 Svømning, Hobro Svømmeklub, Hovedstadens Svømmeklub og Snedsted Gymnastik og Idrætsforening – samt den svenske klub Atlas Konstsimsförening.
”Jeg er overrasket over den store tilslutning, og at relationerne er blevet så gode på tværs af vores medlemsklubber. Det bekræfter, at denne type camps rammer plet i forhold til, hvad de unge kunstsvømmere savner,” siger Cecilie Højmark.
Deltagerne har da også været begejstrede for konceptet, ifølge den evaluering som kunstsvømningsudvalget bad de 22 deltagere om at besvare. To tredjedele oplevede et stærkere fællesskab, og hele 83% regner med at holde fast i de nye venskaber.
Gruppebillede af de 22 unge kunstsvømmere og campens trænere. Foto: Kunstsvømningsudvalget i SvømDanmark.
Træning og fællesskab gik hånd i hånd i campens program. Udover tre vandpas med fokus på teknik, hybridtræning og løft, var der også sociale aktiviteter som bowling, spil og en yoga challenge.
”Det primære fokus var fællesskab, så mit trænerteam havde forberedt nogle gode relationsopbyggende aktiviteter. I de tre vandpas trænede de også løft på forskellige måder, hvilket især er fedt, fordi en stor del af deltagerne kommer fra klubber med meget få på deres egen alder og niveau. Derfor har de normalt ikke mulighed for at træne de store løft, som er virkelig sjove at arbejde med,” siger Cecilie Højmark.
Campen var alt i alt en stor succes, forklarer Cecilie Højmark. Planen er derfor, at dette kun var den første bølge af fællesskab, og at den sociale træningslejr skal være en tilbagevendende begivenhed.
”Min drøm med konceptet er, at vi kan tilbyde en eller to årlige camps i forsøget på at imødekomme det behov, som kunstsvømmerne har for at mødes på tværs af klubber,” fortæller Cecilie Højmark.
Vil du med på den næste ”Bølger af fællesskab”-camp? Så følg med på Instagram og Facebook, hvor kunstsvømningsudvalget melder ud, når den næste camp er i kalenderen.