0 bestillinger   Nyhedsbreve   Presse   Kontakt   Log ind
       
Aktuelt
Nyheder, aktiviteter, jobbørs...
Klubber
Find adresser, kort rutevejledning...
Discipliner
Svømning, livredning, åbent vand...
Kurser
Kalender, uddannelse, tilmelding...
Redskaber
Blanketter, vejledninger, regler, politikker...
Om unionen
Sektioner & udvalg, historie, facts...

Kæmpe Skole OL-svømmestævne

12-03-2025

229 elever fra 4. og 5. klasse deltog i Skole OL, da Svømmeklubben MK31 slog dørerne op til Sundby Bad.

Af: Klaus Bach Christensen, kommunikationskonsulent

Sundby Bad dannede d. 5. marts rammen om Skole OL svømmestævne for ti lokale skoleklasser. En dag hvor glæden ved svømning, vand og leg var i centrum. Stævnet blev til i tæt samarbejde mellem svømmeklubben MK31, Svøm Danmark og Sundby Bad i Kultur- og Fritidsforvaltningen, som bød velkommen til 229 elever i 4. og 5. klasse.

 

Blandt de deltagende elever var Clara og Lucas fra 5.E på Gerbrandskolen, som begejstret fortalte:

 

"Det har været en mega sjov dag, og hele klassen har kæmpet sammen som ét hold - det har været fedt."

 

7.E fra Højdevangens Skole deltog som frivillige hjælpere til stævnet og løftede opgaven med stor seriøsitet og glæde. Frederik, Theodor og Aksel fra 7.E delte deres oplevelse:

 

"Det har været vildt fedt at være frivillig til svømmestævnet i dag! Vi har fået en masse ansvar og haft en vigtig rolle – det var ret sjovt at vise øvelserne i vandet, selvom det var lidt mærkeligt i starten, at alle kiggede på os. Men vi vænnede os hurtigt til det! Resten af klassen hjalp med at tage tid, styre pointene og give highfives – der var virkelig god stemning hele dagen! Vi håber at få lov til at være frivillige igen til juni ved finalestævnet i Bellahøjbadet."

 

Stævnet i Sundby Bad er en opvarmning til den store Skole OL-finale til juni, hvor der kommer klasser fra hele landet og dyster. Svømmefinalen skal holdes på Bellahøj Svømmestadion, hvor eleverne får oplevelsen af at konkurrere i Københavns største svømmearena, der normalt er hjemsted for bl.a. landsholdssvømmere.

 

 

Meget mere end de traditionelle discipliner

Til Skole OL-stævnerne er det ikke kun de kendte svømmediscipliner, som børnene prøver. Der vil også være anderledes konkurrencer som at fragte OL-faklen på en plade og dykke ned og hente de olympiske ringe – alt sammen med fokus på fællesskab, fairplay og nye færdigheder, så alle børn – uanset svømmefærdigheder – bliver en del af oplevelsen.

 

Jeanette Dam, leder af svømmeskolen i MK31, var begejstret over arrangementet:

 

"Det har været en fantastisk oplevelse at afholde Skole OL-stævnet her i svømmeklubben. Det er en oplagt mulighed for at skabe lokalt kendskab til vores klub, og jeg håber, at flere får lyst til at melde sig ind – vi har plads på flere af vores hold! Det var skønt at have 7.E med som frivillige. De gjorde en super indsats, og det var en fornøjelse at se deres engagement."

 

Også Signe Voigt Vadskær, klasselærer i 7.E, roste elevernes indsats:

 

"Det har været en rigtig god oplevelse for 7.E at være frivillige til Skole OL svømmestævnet. Flere af eleverne var lidt skeptiske inden, men mit indtryk er, at alle har haft en sjov og givende dag. Det har været hyggeligt at være sammen med klassen på en anden måde, og de har virkelig løftet i flok og taget ansvaret på sig. Når man giver elever et ansvar, så tager de det også på sig – og det har været fantastisk at se, hvordan eleverne har engageret sig og løftet opgaven med stor seriøsitet og glæde. Det viser, hvor meget de kan, når de får muligheden – og samtidig skaber det en sjov og lærerig oplevelse for alle!"

 

Hvad er Skole OL? 

DIF Skole OL er hele Danmarks officielle olympiske lege for skoleelever fra 0.-8. klasse og en appetitvækker på dansk idrætsforeningsliv. Finalen i DIF Skole OL 2024 afholdes i Sundby Idrætspark, mens svømmefinalen foregår på Bellahøj Svømmestadion og finalen i bowling i Grøndal MultiCenter.

Læs mere om Skole OL her.


 






Cookieindstillinger