Priskomiteen har nomineret fire svømmetrænere, og det er nu op til landets licenstrænere at afgøre, hvem der skal vinde prisen.
Af: Klaus Bach Christensen, kommunikationskonsulentFire kandidater er netop offentliggjort til SvømDanmarks trænerpris 2024. Komiteen bag prisen har behandlet alle de indkomne indstillinger og har på den baggrund valgt at nominere fire trænere til den særlige pris.
Priskomiteen består af fem medlemmer, heriblandt SvømDanmarks trænercoach Kim Dietrichsen, der om nomineringen af de fire kandidater siger:
”Vi har modtaget mange kvalificerede indstillinger – også på tværs af vores discipliner – og det har været en svær udvælgelsesproces. Finalefeltet tæller fire kompetente trænere, der hver især skiller sig ud for deres imponerende bedrifter og resultater det forgange år, som består af et godt miks af internationale topresultater og udvikling af talentfulde klubmiljøer. Nu er det op til deres kollegaer at afgøre, hvem af de fire der skal vinde prisen og fejres foran hele dansk svømmesport til Danish Open.”
Trænerprisen har i sin nuværende form eksisteret siden 2018, men i år er det første gang, at landets licenstrænere skal afgøre hvem af de nominerende, der skal vinde. Fra i dag til og med søndag den 23. marts kan licenstrænere stemme på den af de fire trænere, de mener, der skal hyldes og anerkendes for deres præstation i det forgangne år.
Afstemningen foregår på svømmetider.dk og tilgås for licenstrænere ved login.
Se en videopræsentation af de fire nominerende på SvømTV. Opret et gratis login og se med.
De nominerende kandidater præsenteres nedenfor i alfabetisk rækkefølge.
Anders Licht Juel, elitechef i Svømmeklubben MK31
Anders er nomineret for hans evne til sæson efter sæson at skabe fantastiske resultater og højne niveauet i toppen og bredden i klubben. Anders har stået i spidsen for konkurrenceafdelingen i flere år, og resultaterne af hans store arbejde viser sig nu. Det kulminerede det forgangne år, hvor klubben præsterede flere danske holdkaprekorder, og Schastine Tabor kvalificerede sig til OL i Paris og svømmede sig til to medaljer ved EM Langbane.
Bjørn Sørensen, cheftræner i Aalborg Svømmeklub
Bjørn er nomineret for at have præsteret de højst sportslige resultater ved årets største mesterskaber henholdsvis guld til EM Langbane, sølv til VM Langbane og en 4. plads til OL i Paris med Helena Rosendahl Bach. Han formår samtidig at opretholde et højt niveau i klubben, fx ved at klubben genvandt DM Hold, og han er desuden god til at bidrage til dansk svømning og udvikle sporten.
Sofie Seheim, elitetræner Gladsaxe Svømmeklub
Sofie er nomineret for at have sikret Gladsaxe en af de bedste – hvis ikke den bedste – sæson i klubbens historie. Hun står bag et af Danmarks bedste egenudviklede klubhold, der hovedsageligt består af svømme fra klubbens svømmeskole. Under hendes ledelse har klubben forbedret sig konsekvent, hvilket kulminerede med to svømmere som en del af den nordiske holdkaprekord på 4x100m medley, flere danske rekorder, internationale kvalifikationer og en imponerende 5.-plads ved DM Hold det forgangne år.
Thomas Lund, elitetræner i KVIK Kastrup
Thomas Lund er nomineret efter et år, hvor han markerede sig som en af Danmarks mest succesfulde svømmetrænere. Han har ført Martine Damborg til OL – klubbens første egenudviklede OL-svømmer i over 20 år – og vundet PL-guld med Alexander Hillhouse. Hans trænerarbejde har resulteret i imponerende 25 danske juniorrekorder og 2 danske seniorrekorder individuelt og i holdkap. Med sin dedikation og evne til at udvikle svømmere fra talent til internationalt niveau har han haft en enestående indflydelse på dansk svømning.
Kåring af vinderen
Vinderen af SvømDanmarks trænerpris 2024 kåres til Danish Open, som finder sted 5.-8. april på Bellahøj Svømmestadion. Du kan finde billetter til det store svømmebrag ved at klikke her eller sikre dig adgang til at se det hele live på SvømTVved at klikke her.
Læs mere om SvømDanmarks trænerpris og se tidligere prismodtagere her.