SvømDanmarks nye projekt, Vores Klub, skydes nu i gang.
Lige siden SvømDanmark lancerede projekt Vores Klub på vores generalforsamling i april 2023 har interessen for projektet været stor blandt vores medlemsklubber – 60 af dem skrev sig op og ville gerne være en del af projektet.
”Vi er naturligvis meget glade for den store opbakning fra klubberne. Det viser, at vi har fat i noget rigtigt – at de kan se sig selv i de udfordringer, som projektet skitserer, og i de udviklingsmuligheder, som projektet tilbyder,” siger Allan Nyhus, der er direktør i SvømDanmark.
Formålet med projekt Vores Klub er at forbedre klublivet for børn i svømmeklubber i hele Danmark og dermed fastholde flere børn i en aktiv livsstil i et foreningsfællesskab. Projektet er støttet med 3,2 mio. kr. af Nordea-fonden.
Arbejdsgruppen bag projektet har hen over sommeren lagt et grundigt stykke arbejde i at gennemgå klubberne på interessentlisten og udvælge de 15 første klubber – blandt andet på baggrund af deres medlemstal og geografiske placering.
Følgende svømmeklubber er med i projektets første runde:
Men hvad betyder det så helt konkret for de 15 klubbers svømmeskolemedlemmer og deres forældre?
De kan forvente, at der det kommende år bliver sat fokus på klublivet eller den gode opstart for nye medlemmer i klubben via konkrete initiativer, forklarer Mette Skat, der er udviklingskonsulent i SvømDanmark og projektleder for Vores Klub. Det kan fx være forbedret kommunikation, flere samarbejdsøvelser i undervisningen, mere forældreinvolvering eller noget helt fjerde.
”Hvad initiativerne konkret bliver, kan vi ikke sige endnu – de enkelte klubber er nemlig med til at bestemme, hvilke initiativer der skal prøves af i deres klub,” siger Mette Skat og uddyber:
”Men svømmeskolemedlemmerne og deres forældre kan forvente at blive hørt. En del af projektet går nemlig ud på, at der udsendes en tilfredsundersøgelse for at afdække, hvordan klubben kan udvikle sig.”
Projekt Vores Klub løber fra 2023-2026 og har derfor tre runder med omtrent 10 svømmeklubber i hver. Næste udvælgelsesproces vil finde sted i slutningen af næste sæson.
Hvis du og din svømmeklub er kede af ikke at være udvalgte i denne omgang, så læs med her. Der er nemlig særligt ét tiltag, I kan gøre jer for at forbedre jeres chancer for at komme med i anden eller tredje runde.
”I projektets næste runde vil det være en forudsætning, at klubben allerede er i gang med og bruger Members 1st. Det udgør nemlig et kerneområde i projektet, og derfor er det vigtigt for os, at arbejdet med tilfredshedsundersøgelser i klubben allerede er etableret,” siger Mette Skat.
Er din klub ikke kommet i gang med Members 1st? Så er det nu, I skal slå til – I kan nemlig få Members 1st til halv pris.
Formålet er at forbedre klublivet for børn i svømmeklubber i hele Danmark og dermed fastholde flere børn i en aktiv livsstil i et foreningsfællesskab.
Projektet igangsættes i juli 2023 og afsluttes efter sæsonafslutning i juni 2026.
Hvert år udvælges omkring 10 medlemsklubber på tværs af landet til at være en del af projektet.
I samarbejde med de udvalgte klubber igangsætter vi initiativer, der skal forbedre det lokale foreningsfællesskab for 15.000 børn.
Vi arbejder frem mod at finde en model for at skabe det gode klubliv, som på sigt kan anvendes i vores mere end 300 svømmeklubber i hele landet og dermed have betydning for 140.000 børn.