0 bestillinger   Nyhedsbreve   Presse   Kontakt   Log ind
       
Aktuelt
Nyheder, aktiviteter, jobbørs...
Klubber
Find adresser, kort rutevejledning...
Discipliner
Svømning, livredning, åbent vand...
Kurser
Kalender, uddannelse, tilmelding...
Redskaber
Blanketter, vejledninger, regler, politikker...
Om unionen
Sektioner & udvalg, historie, facts...

Kvalitetsstempel: Pingvinens medlemmer sætter pris på veluddannede trænere

26-10-2021

Bestyrelsen i Pingvinen ser det som en selvfølge at have uddannede trænere, og derfor bruger de flittigt Dansk Svømmeunions kurser og uddannelser.

Af: Klaus Bach Christensen

”Hvorfor skulle vi ikke have veluddannede trænere, fristes jeg nærmest til at spørge?”

 

Svaret falder prompte fra Claus Tommerup Sørensen, da formanden i Støvring Svømmeklub Pingvinen bliver spurgt om vigtigheden af at have uddannede trænere.

 

”Spøg til side. Strategien i Pingvinen er, at alle trænere, instruktører og assistenter skal have uddannelse svarende til det niveau, som de underviser på. Vi stiller krav om, at alle nævnte roller gennemfører de relevante kurser, og det har de fuld forståelse for. Medlemmerne sætter pris på, at trænerne er veluddannede, og de er aktive. Forældrene til vores mange børne- og ungemedlemmer ser det som et stort kvalitetsstempel,” siger Claus Tommerup Sørensen.

 

For få år siden gik Dansk Svømmeunion og DGI Svømning sammen om at udvikle et samlet uddannelseskatalog. Det har ifølge bestyrelsesformanden været meget værdifuldt, da det har øget fleksibiliteten omkring uddannelserne og deres afholdelse.

 

”Vi oplever en god kvalitet og samarbejdsvillighed. Dansk Svømmeunion er hurtige til at oprette kurser, hvis der opstår behov herfor. Det er vigtigt for os, da vi i løbet af en sæson har brug for at få uddannet og dygtiggjort en stor del af vores trænere og instruktører,” siger Claus Tommerup.

 

Uddannelse og opkvalificering betyder faktisk så meget for bestyrelsen i den nordjyske svømmeklub, at de under nogle generalforsamlinger er blevet spurgt om, hvorfor uddannelsesposten vægter så tungt, som den gør i budgettet. For eksempel investerede klubben 127.000 kr. på uddannelse i 2019 svarende til 10,5% af personaleomkostningerne.

 

Medlemmer, forældre og bestyrelse i Støvring Svømmeklub Pingvinen værdsætter alle uddannede trænere.

Arkivfoto: Michael Vienø.

 

”Brandingmæssigt skal vi nok gøre os mere umage med at synliggøre, at vi tilbyder kvalificeret undervisning, for når vi taler med vores medlemmer i hverdagen, er det et punkt, som de virkelig værdsætter. Derudover er det også en tryghedsgaranti for både os som bestyrelse og medlemmerne, at trænerne er klædt ordentlig på til den opgave, som de varetager. Vi er begyndt at afholde nogle kurser som in-house i Dansk svømmeunion regi fordi dette er billigere, ligesom vi er meget tilfredse med Dansk Svømmeunions øgede fokus på e-learning,” siger Claus Tommerup Sørensen.

 

I den kommende periode afholder Dansk Svømmeunions Uddannelsesteam i samarbejde med Pingvinen Svømmeklub Børnetræner- og Hjælpeinstruktøruddannelsen. Alle aktuelle kurser kan som altid ses på vores uddannelsessite.


 






Cookieindstillinger