0 bestillinger   Nyhedsbreve   Presse   Kontakt   Log ind
       
Aktuelt
Nyheder, aktiviteter, jobbørs...
Klubber
Find adresser, kort rutevejledning...
Discipliner
Svømning, livredning, åbent vand...
Kurser
Kalender, uddannelse, tilmelding...
Redskaber
Blanketter, vejledninger, regler, politikker...
Om unionen
Sektioner & udvalg, historie, facts...

Stor uro omkring lederskabet af LEN

27-09-2021

Dansk Svømmeunion deltog i LEN-kongressen lørdag den 25. september i Budapest, Ungarn. Kongressen i Det Europæiske Svømmeforbund (LEN) udviklede sig mere dramatisk end ventet.

Af: Dansk Svømmeunion

Under kongressen i LEN afleverede 24 lande en underskrevet erklæring med krav om, at der indkaldes til en ekstraordinær kongres i Paris den 5. februar 2022. Dagsordenen vil indeholde ét punkt: Valg af ny bestyrelse i LEN.

 

Det er den højest overraskende status ovenpå en begivenhedsrig kongres. Dansk Svømmeunion afventer nu, hvorvidt LEN´s bestyrelse godtager erklæringen og indbyder til kongres i februar.

 

Bestyrelsesformand i Dansk Svømmeunion Pia Johansen udtaler:

 

”Den meget store utilfredshed og frustration, som kom til udtryk kun et år efter den seneste valgkongres i 2020, overraskede alle i den danske delegation. Vi er ikke før ankomsten til Budapest blevet kontaktet eller informeret om de planer, der nu har resulteret i kravet om nyvalg ved en ekstraordinær kongres. LEN´s ledelse vil nu bede deres jurister vurdere og afgøre det videre forløb.”

 

Pia Johansen fortæller videre:

 

”Det er tydeligt, at der er meget delte meninger om, hvilket fokus LEN skal have, og hvordan organisationen bør ledes. I løbet af weekenden fik vi et godt indblik i de forskellige synspunkter og fraktioner. Vi har nu en forventning om, at der vil blive afholdt ekstraordinær kongres den 5. februar 2022. Det giver os tid til at sætte os ind i, hvilke kandidater, der opstilles, og hvad de vil levere, hvis de indtræder i ledelsen af LEN.”

 

Indholdet af selve debatten omhandlede især bestyrelsens rolle og ansvar samt den efterforskning af formand Paolo Barelli, der i øjeblikket foregår i Schweiz. Desuden blev samarbejdet mellem LEN og FINA samt bestyrelsens åbenhed og villighed til at agere efter de etiske standarder, man kan forvente af et europæisk svømmeforbund italesat. Tre af medlemmerne i LEN-bestyrelsen støttes ikke længere af deres respektive forbund.

 

En række afstemninger blev gennemført, og idet mere end ti lande ønskede det, blev nogle af disse gennemført som hemmelige afstemninger.

 

Årsregnskabet for 2020 blev godkendt med 47 stemmer, mens der var 43 stemmer imod. Dansk Svømmeunion stemte for en godkendelse af årsregnskabet.

 

Ved punktet ”Discharge af bestyrelsen i LEN” i forlængelse af godkendelsen af årsrapporten stemte et flertal imod discharge. Resultatet var tæt: 46 stemmer imod, mens 44 stemmer var for en discharge. Her valgte Dansk Svømmeunion at stemme imod en discharge.

 

Pia Johansen siger om dette: ”Selvom regnskabet som sådan er korrekt, kan en eller flere af de dispositioner, somjo ender med at være en del af det samlede regnskab godt være kritisable, eller det der er værre. Hvis det senere viser sig at være tilfældet, synes jeg en ledelse må stå ved sit ansvar. Derfor synes jeg i denne situation, det er mest rigtig ikke at friholde ledelsen sit ansvar ved at give en discharge."

 

Hun fortsætter: ”Det er tydeligt for os, at der er problemer. Det er vigtigt, at der fremadrettet bliver skabt grundlag for et godt samarbejde både internt i LEN´s politiske ledelse, mellem LEN og medlemslandene samt mellem LEN og Det Internationale Svømmeforbund FINA. For os i Danmark, er det samtidig væsentligt, at der er gennemsigtighed omkring regnskaber og økonomiske dispositioner.”

 

Og siger slutteligt: ”Isoleret set glæder Dansk Svømmeunion sig os over, at LEN er lykkedes med at afholde en lang række europæiske mesterskaber og events til gavn for vores atleter. Men der er stadig en række ting, der med et rette kan tages op til debat. Vi foretrækker, at det vil ske åbent og ordentligt, så alle synspunkter og forbund kan komme til orde.”


 






Cookieindstillinger