Danske idrætsklubber bør udskyde eller aflyse arrangementer med mere end 1000 personer.
Fra Ritzau:
DIFs direktør Morten Mølholm udtaler:
- Vi kommer til at følge myndighedernes anbefalinger og opfordrer de af vores forbund og klubber, der har arrangementer med over 1000 personer, til enten at aflyse eller udskyde dem eller afvikle dem uden tilskuere.
Anbefalingen fra myndighederne angående arrangementer med mere end 1000 personer gælder til udgangen af marts.
Morten Mølholm Nielsen forklarer, at DIFs opgave nu bliver at oplyse diverse forbund og klubber om anbefalingerne.
- Vores opgave bliver at få det spredt til vores forbund og klubber. Vi er jo en kæmpemæssig sektor, så vi skal have et stort informationsapparat i gang, lyder det fra DIF-direktøren.
DIF skal senere fredag til møde i Kulturministeriet. Herefter vil yderligere retningslinjer for, hvordan aktørerne i dansk idræt skal forholde sig, blive meldt ud.
De forsvarende danske mestre i fodbold, FC København, har allerede meldt ud, at klubbens kommende hjemmekampe vil blive afholdt i Parken uden tilskuere.
Dansk Svømmeunion opdaterer løbende på hjemmesiden, når der er nyt fra DIF.