Mandag den 5. december skal din indstilling være i hus hos Dansk Svømmeunion. Bemærk, at deadline er rykket fra 1. til 5. december.
Af: Anna Katrine SandPå mandag (den 5. december) er det sidste chance for at indstille kandidater til priserne Året Klub, Årets Ildsjæl og Årets Official. Priserne skal uddeles ved Dansk Svømme Award 2017 den 1. februar 2017.
Årets Klub 2017 – Meget mere end bare en klub!
Skal jeres klub vinde Årets Klub 2017, så skal I fortælle, hvorfor netop jeres klub skiller sig ud. Årets Klub 2017 skal udover at deltage i de traditionelle trænings-, stævne- og mesterskabsudbud også kunne bryste sig af ekstraordinært arbejde for eksempelvis antimobning eller skolesamarbejde. Årets Klub 2017 er en vigtig spiller i sit lokalområde og har fokus på organisationens udvikling og trænere og lederes uddannelse, samtidig med at klubben har skabt et miljø, der tiltrække flere forskellige medlemsgrupper. Læs mere her om kriterierne for indstillingen til Årets Klub 2017, som gælder for alle disciplinerne inden for Dansk Svømmeunion.
Årets Ildsjæl 2017 – Hvem brænder mest for svømmesporten?
Vi kender dem alle sammen. De nøglepersoner, der altid yder en ekstra indsats, der får sat hjulene i gang eller som er den faste støtte i klublivet. Året Ildsjæl 2017 kan være en frivillig, som yder en særlig prisværdi indsats på enten klub-, region eller landsplan. Årets Ildsjæl kan enten være den, der sætter nye innovative initiativer i gang eller lægger et stort stykke arbejde i at få enderne til at mødes i hverdagen. Årets Ildsjæl kan arbejde inden for alle disciplinerne i Dansk Svømmeunion.
I kan med en indstilling til Årets Ildsjæl 2017 vise, hvor meget denne særlige person bliver påskønnet for sit arbejde. Læs mere her om kriterierne for indstillingen til Årets Ildsjæl 2017.
Officialprisen 2017 – Svømmehallens helt!
I dansk svømning har vi brug for dygtige officials, som weekend efter weekend træder til i svømmehallerne, så vi kan afholde stævner og konkurrencer. Modtageren af Officialprisen 2017 skal have gjort en særlig indsats for en klub eller Dansk Svømmeunion. Det er en person som både kan have lagt en ekstraordinær indsats ved et arrangement eller som har haft sit virke over en længere årrække. Modtageren af Officialprisen 2017 udviser engagement og høj faglighed, som også kan være med til at skabe værdi for andre officials. Læs mere her om kriterierne for indstillingen til Officialprisen 2017
Indstillingerne til priserne ovenfor sendes til svoemmeaward@svoem.dk senest mandag den 5. december 2016.
Benyt jer af muligheden for at sætte fokus på jeres klubs initiativer, som kan være inspiration for resten af SvømmeDanmark. I kan med en indstilling til Dansk Svømme Award 2017 sige tak til de frivillige og ildsjæle som hverdag gør et kæmpe stykke arbejde for jeres klub. Det fortjener de helt sikkert.
Husker du sidste års vindere? Du kan læse meget mere her: Årets Ildsjæl 2016, Årets Klub og Officialprisen 2016.
Hvis du har spørgsmål, så er du meget velkommen til at kontakte projektmedarbejder Anna Katrine Sand på aka@svoem.dk eller tlf. 51826375. Følg med på Facebook og på svoem.org, hvor I kan læse mere alle priserne til Dansk Svømme Award 2017.
Billetter til det store show og gallamiddag kan købes på Ticketmaster.dk