Læs her dopingnævnets afgørelse.
Af: Nora Thomsen
Af kendelsen fra DIFs dopingnævn fremgår det, at svømmeren fra Esbjerg Svømmeklub, Frans Johannessen, udelukkes i tre måneder fra al trænings- og konkurrencevirksomhed under DIF og andre organisationer fra den 12. maj 2013.
Ovenstående karantæneperiode har Frans Johannessen således i skrivende stund overstået.
Desuden har dopingnævnet besluttet, at Frans Johannessen diskvalificeres fra alle individuelt opnåede resultater fra den 28. marts 2013 til den 11. maj 2013.
I den forbindelse har DIF overladt det til Dansk Svømmeunion at afgøre, hvorvidt klubben skal have mulighed for at beholde sit klubholds resultat ved de Danske Holdmesterskaber, som fandt sted i weekenden den 6. – 7. april. Her vandt Esbjerg Svømmeklub bronzemedaljer.
Dansk Svømmeunion har fået undersøgt praksis indenfor området holdsport, og har på den baggrund besluttet, at Esbjerg Svømmeklub beholder bronzemedaljen.
Argumentet herfor er, at der typisk i holdsport skal være mere end én person, der overtræder dopingreglerne før holdet straffes kollektivt.
Med ovenstående kendelse og beslutning truffet i Dansk Svømmeunion er sagen omkring Frans Johannessen afsluttet.
For yderligere information kan direktør i Dansk Svømmeunion, Pia Holmen, kontaktes på e-mail: ph@svoem.dk og Frans Johannessens cheftræner, Thomas Stub, på e-mail: mail@tstub.dk