Flot kamp af de danske drenge, til trods for, at trætheden blandt spillerne var både naturlig og tydelig
Af: Esben SørensenDanmark - Storbritanien 5-15
Periodecifre: 0-5, 4-1, 0-3, 1-6
Storbritanien havde tidligere i runden i en tæt kamp spillet lige op (8-8) med Frankrig, og derfor var det forventet, at Danmark ville møde kraftig modstand i dagens kamp mod briterne, men optimismen blandt de danske spillere var bestemt til stede.
Første periodes første minutter viste, at begge hold lige skulle se hinanden lidt an, og derfor skulle der gå 2½ minut før den første bold ramte nettet – desværre var det englænderne, der stod for målet. Yderligere 2 minutter henne gentog de succesen. Herefter var den engelske underholdning startet, og med ca. ét minuts mellemrum forcerede de stillingen, primært under mand mere situationer. Den matematikkyndige vil således hurtigt kunne regne ud, at perioden sluttede 0-5, og altså ingen mål til Danmark.
I anden periode havde de rød-hvide drenge fået strammet snorene i badebukserne, men der skulle alligevel gå knapt 2½ minut før den første scoring ramte netmaskerne – Og denne gang kom bolden fra danske Nikolaj Villadsen ! Præcist ét minut senere fulgte holdkaptajn Emil Morgen Hansen sagen op med nok en dansk scoring på en mand mere situation, og 3 minutter gentog han succesen og leverede således det tredje danske mål i kampen. Få sekunder før periodeslut serverer Mikael Bagenkop et opvisningsmål i form af et lop over den forsvarsløse britiske målvogter. Perioden bød altså overraskende 4 danske scoringer mod kun en enkelt, hvor Union Jack kunne hejses. Set gennem danske briller var halvvejsstillingen 4-6 slet ikke så ringe endda!
Tredje periode var desværre ikke en gentagelse af 2. periode, men derimod mere en gentagelse af første periode. Den eneste opmærksomhed, danskerne opnåede, var en ”tynd” udvisning til spiller nummer 9, Nichlas Hassel. Englænderne fortsatte derimod jagten på en sejr, og de forøgede deres forspring med 3 mål, godt hjulpet på vej af en mand-mere. Briterne vandt altså 3. periode 3-0 og førte nu kampen 9-4 før sidste og afgørende periode.
Fjerde periode bliver ikke bedre, selvom den engelske spiller nr. 9 bidrager til, at den danske holdkaptajn Emil Morgen Hansen tildeles et 5-meter kast, hvor han stensikkert scorede danskernes femte mål. Englænderne startede et afsluttende målorgie, hvor de netter hele 6 gange bag en forsvarsløs Jesper Thorsø i det danske mål, og dermed vandt briterne altså fjerde periode 6-1 og altså kampen med slutresultatet 15-5.
Bedre resultat end forventet
Træner Dines Bagenkop betragter mest af alt denne kamp som ”vundet”, idet han havde krævet af sine spillere, at briterne ikke måtte vinde med mere end 15 mål – Og det blev jo ”kun” til 10 engelske mål mere end de 5, som danskerne præsterede.
Flot kamp af de danske drenge, til trods for, at trætheden blandt spillerne var både naturlig og tydelig efter en turneringsmæssig indsats, som de absolut sagtens kan være bekendt.
Stort tillykke til træner Dines, spillerne Jon, Benjamin, Kevin, Aslak, Marvin, Emil, Nikolaj, Nichlas, Mikael, Palle, Esben og Jesper, samt holdleder Henrik.
Gennem hele opholdet har spillerne kunnet nyde godt af fysioterapeutstuderende Martins kyndige hænder.
Tak for en dejlig og oplevelsesrig tur i selskab med en flok dejlige mennesker!
Esben Sørensen
Følg Vandpolo i Danmark på facebook
For yderligere oplysninger, kontakt Esben Sørensen på 40 10 20 03