Det blev til gode danske resultater fra det stærkt besatte internationale udspringsstævne i Lund
Af: Victor Valore
I den forgangne weekend blandede udspringere fra AGF Udspring, Farum Familie Svøm, Frem Odense udspring og Lyngby Udsprings Klub af 2002 sig med kendte venner fra Finland, Norge & Sverige og markante atleter fra Egypten, England, Kroatien, Skotland og Tyskland.
Diving Lund er formentlig det nordiske stævne der har det højeste internationale niveau og det var tydeligt at de ikke nordiske udspringere var hyppige gæster på præmieskamlen. Således er den samlede danske medaljehøst på tre guld, to sølv og en bronze et bemærkelsesværdigt resultat.
Desværre kom de dygtige springere Martin Bang Christensen og Daniel Nybro Sørensen ikke til start grundet skader fra sidste weekends Aquarapid stævne i Stockholm.
I aldersgruppe C opnåede Andreas Sargent Larsen guld på 1 og 3 meter. Under tårnkonkurrencen pådrog han sig en skade i den ene skulder og måtte trækkes fra konkurrencen.
I aldersgruppe B blev Gustav Friislund Sundgaard vinder på tårn og tog bronze på 1 meter, mens hans 3 meter konkurrence sluttede med en femte plads.
Daniel Klein som for alvor er på vej tilbage i seniorrækken tog to andenpladser imod markante nordiske profiler som Vinko Paradzik fra Sverige og Daniel Jensen fra Norge.
Efter godt en måned hvor store dele af Dansk Udspring har tilbragt tiden på svensk grund med stævner og træningssamlinger, så kan vi nu vende fokus mod Greve og den kommende weekends Danske Tårn Mesterskaber.
For yderligere information kontakt:
Victor Valore, sektionsleder - victor.valore@gmail.com
Foto: Victore Valore