Glade U15 guldvindere fra Tommerup.
Tre klubber tog fire medaljer over to weekender, da DM i vandpolo for ungdom blev afviklet. Slagelse blev mest vindende klub med to sæt guldmedajle, mens Tommerup og FREM Odense hver fik et sæt.
I første DM-weekend blev kampen om DM for U13 og U17 afgjort i Odense. Stillingen var tæt i U13, hvor det kun var et enkelt mål der afgjorde hele slutspillet mellem FREM, Lystrup og Tommerup. FREM fik guld efter en 6-5 sejr over Lystrup, og Tommerup måtte tage til takke med bronze, efter at have spillet uafgjort mod FREM i den indledende runde.
I U17 stod finalen mellem Slagelse og startfællesskabet Tommerup/OSLF. I en spændende finale kunne Slagelse se sine to trænere blive sendt uden for døren, og trænerne kunne bare se på, mens holdet hev sejren hjem med bare to måls forskel.
Den følgende weekend blev DM-kampene i U11 og U15 afviklet i Tommerup. Der var hele seks hold tilmeldt. Igen blev det til finaler mellem Tommerup og Slagelse. Først afgjorde de små U11 spillere kampen til Slagelses fordel, og dagen efter var det U15 fra Tommerups tur til at strække hænderne i vejret efter en klar 15-6 sejr. Bronzen gik til Lystrup i U15 og til FREM i U11.