Der var 11 kursister i alt på holdet, heriblandt 2 piger. Underviser var Tom B. Lauritzen fra Kvik Kastrup.
Der blev primært brugt materiale fra Dansk Idræts Forbund, Dansk Håndbold Forbund samt puplikationer fra Team Danmark og Antidoping Danmark.
Da det var første kursus i vandpolo i meget lang tid, var det lidt usikkert om emnerne ville holde, og om kursisterne ville få det forventede ud af det.
Tilbagemeldingerne fra kursisterne tyder på, at der var stor tilfredshed både med indholdet, og måden kurset blev afviklet på.
Martin Elkjær Kristensen fra OSLF skriver om kurset:
”Det var et godt kursus med et godt alternativt program i forhold til andre kurser. Der var både teori, men også en masse praksis, hvor vi selv fik pulsen op og var ømme i kroppen, da dagene var slut. Jeg har selv trænet ungdomsvandpolo i to år, så selvfølgelig var det hele ikke nyt.
Der var mange nye ting, og andres syn på egne meninger, som dannede grundlag for gode konstruktive debatter. Kurset indeholdt også noget med forholdene uden for svømmehallen, hvem man refererer til, hvordan man håndtere forældre og knudrede situationer.
Kurset handlede mest om, hvad der forventes af en træner, hvordan man formidler sine budskaber, kropsprog og andre virkemidler, og hvordan tager man hensyn til forskellige aldersgrupper. Det hele fik man lov til at afprøve i svømmehallen.
Det er også hyggeligt at deltage, og der var en god stemning også efter undervisningen. Det var også godt at formanden for dansk vandpolo Søren Elmstrøm kom forbi og viste engagement.
Jeg vil anbefale alle nye trænere, eller mindre rutinerede træner til at tage dette kursus, især trænere for nye klubber, så de kan skabe kontakter og høre, hvordan de andre har fået deres klubber op at køre, og hvordan andre skaffer nye unge talenter til deres klubber.”