Slagelses Jonas Petersen (tv) scorede to mål, da Lystrup blev besejret og dermed gik i semifinalen. Arkivfoto: Søren Arildsen.
Fire hold er klar til DM-semifinalerne i vandpolo. Den sidste semifinaledeltager kom søndag på plads, da Slagelse mødte Lystrup. Begge hold havde forud for opgøret i Bellahøjbadet i København samme pointtal.
Det var dog ikke meget tvivl om, hvem af de to mandskaber, der skulle have den sidste plads i kampen om medaljer. Dertil var Slagelse en klasse over Lystrup i det afgørende opgør.
Slagelse spillede en god gang vandpolo og bragte sig foran 6-1 efter første periode. Også i de to efterfølgende perioder havde vestsjællænderne overtaget, og matchen sluttede med en sæk på 5-0.
Sejren til Slagelse betyder, at det vestsjællandske mandskab slutter på fjerdepladsen, og får fornøjelsen af at spille semifinale mod GI40Hermes, som sæsonen igennem har været suverænt spillende i divisionen. Det andet semifinaleopgør kommer til at stå mellem Frem Odense og OSLF.
Semifinale-kampene mellem Hermes og Slagelse og Frem og OSLF skal spilles 22./23. maj og 28. maj. En eventuel tredje kamp vil blive spillet 29.maj.
Resultat
Slagelse-Lystrup 17-6 (6-1, 3-2, 3-3, 5-0)
Lystrup havde endnu en kamp i Bellahøjbadet. Også her måtte århusianerne indkassere et nederlag mod Hermes, som dermed hentede yderligere to point til kontoen og kan slutte forårets kampe af med 23 point ud af 24 mulige. Blot et point er afgivet i et uafgjort opgør med Frem Odense.
Resultat
GI40 Hermes-Lystrup 23-8 (7-2, 2-2, 3-2, 11-2)