Ved EKM satte Pernille søndag morgen tre rekorder i ét løb. Et fabelagtigt flot resultat af den unge juniorsvømmer fra AGF.
AGF-svømmeren Pernille Larsen overraskede alt og alle søndag i indledende afsnit af Europa Mesterskaberne på kortbane i Kroatien.
Det gjorde hun ved at svømme indledende 200 m rygsvømning i tiden 2.06,27, hvilket er både dansk og nordisk rekord foruden dansk juniorrekord.
En glad svømmer fra AGF oven på den veloverståede rekord-
præstation i bassinet søndag morgen.
Et fantastisk flot løb af den unge svømmer fra Århus, som dermed sletter Louise Ørnstedts fire år gamle danske og nordiske rekord på distancen og forbedrer tiden med 6/100 sekunder. Pernille var selv indehaver af den danske juniorrekord på distancen, som hun her forbedrer med 1,17 sekunder.
Netop kommet op af bassinet oven på det flotte løb, fortalte en glad og overrasket Pernille Larsen: - Det var et meget hårdt løb, hvor jeg bare gav alt, hvad jeg havde i mig. Jeg havde forinden løbet slet ikke turdet håbe på, at det måske kunne blive til en dansk/nordisk rekord. Det eneste jeg tænkte, det var, at det ville være rigtig godt, om jeg kom under 2.07. Så lige nu er jeg bare vildt overrasket og rigtig glad.
Pernille Larsen er med den nye rekordtid sikret en plads i aftenens finale på distancen som nummer syv - i et løb, hvor der iøvrigt blev sat ny Europa-rekord af franske Alexandra Putra i tiden 2.02,36.
Dansk Svømmeunion