Dansk Svømmeunion vil korrekt svømmeteknik og ordentlig svømmepædagogik frem for hurtige konkurrencedragter
14-11-2008 Bestyrelsen i Dansk Svømmeunion har vedtaget et forbud mod brugen af alle typer konkurrencedragter for de yngste svømmere.
Af: 21
På et bestyrelsesmøde i Dansk Svømmeunion onsdag, den 12. november, blev det besluttet at vedtage et forbud mod brugen af alle typer konkurrencedragter for de yngste svømmere. Således må kun badetøj med de klassiske udskæringer (badebukser og badedragter) anvendes.
Forbuddet vil gælde alle årgangsstævner i såvel Dansk Svømmeunions regi som i regi af medlemsklubberne. I indeværende sæson gælder det, for drengenes vedkommende, årgang 93 og yngre. For pigernes vedkommende gælder det årgang 95 og yngre.
Det er vigtigt at pointere, at forbuddet ikke vil være gældende i forbindelse med internationale stævner og i forbindelse med stævner, hvor årgangssvømmerne skal konkurrere med andre aldersgrupper, som ikke er omfattet af forbuddet – eksempelvis i forbindelse med DM, DJM og DMH.
Beslutningen er truffet på baggrund af to væsentlige argumenter og hensyn: - et svømmepædagogisk argument. - et svømmeteknisk argument.
Med et svømmepædagogisk hensyn menes, at dragterne kan medvirke til at forskyde den balance som Dansk Svømmeunions anbefalinger til aldersrelateret træning foreskriver. En mindre trænet svømmer vil eksempelvis ved brug af en af de nye konkurrencedragter kunne opveje de fordele en korrekt trænet og udviklet svømmer har.
Med et svømmeteknisk hensyn menes, at de yngste svømmere i stævnesituationen først og fremmest skal lære at beherske den rigtige teknik, med den rigtige kropsposition og uden hjælp fra egenskaber, som de nye konkurrencedragter er med til at give svømmerne. Således skal svømmerne lære at svømme hurtigt uden brug af den nyeste teknologi.
Til orientering nedsættes nu et udvalg, der skal formulere de regeltekniske ændringer. Bestyrelsen forventer, at et forbud vil blive sat i kraft per 1. januar 2009. Det betyder i praksis, at ovennævnte konkurrencedragter gerne må benyttes året ud. Herefter vil forbuddet være gældende.
For spørgsmål kan Dansk Svømmeunions informationsmedarbejder, Nora Thomsen, kontaktes på telefon: 4439 4453.