Danmark tildelt World Cup i 10 kilometer åbent vand maraton-svømning
11-07-2008 Med fremsendt kontrakt fra FINA ligger det nu endeligt fast, at Danmark skal afholde World Cup i 10 kilometer åbent vand svømning i 2009
Af: 21
Det er med stor glæde at Dansk Svømmeunion kan meddele, at Danmark er blevet tildelt værtskabet for et af FINAs World Cup stævner i 10 kilometer åbent vand maraton-svømning i 2009.
Det internationale svømmeforbund FINA har fremsendt kontrakt til Dansk Svømmeunion med henblik på afholdelse af ovennævnte begivenhed, der således nu er endeligt tilgået Danmark og dermed skal afholdes i København lørdag, den 29. august 2009.
Med introduktionen af netop denne distance på det olympiske program i 2008 er der tale om en svømmedisciplin, der i de senere år har udviklet sig med hastige skridt. Det forventes således, at der ved begivenheden i København i 2009 vil være deltagelse af svømmere fra 20 - 30 nationer.
Ruten, der skal svømmes, er identisk med ruten for en anden af Dansk Svømmeunions store åbent vand-aktiviteter, Christiansborg Rundt. Her skal ruten dog tilbagelægges fem gange for at nå den samlede distance på 10 kilometer.
Den samlede præmiesum vil være på USD 20.000,-, som fordeles ligeligt mellem kvinder og mænd.
At få en så prestigefyldt svømmebegivenhed til Danmark vækker begejstring i Dansk Svømmeunion, der aldrig før, i sin 101 årige levetid, har været vært for en officiel FINA-begivenhed: - Vi er meget stolte over at være blevet udpeget af FINA til at stå for noget så fornemt som et World Cup i åbent vand. Samtidig er det noget, som vi føler passer rigtig godt ind i vores åbent vand-satsning generelt i disse år. Åbent vand-svømning udgør et af vores helt store indsatsområder, hvilket eksempelvis ses med Christiansborg Rundt, som vi denne sommer afholder for tredje gang. Vi har efterhånden opnået stor erfaring i det at planlægge og afholde konkurrencer i åbent vand, derfor føler vi også, at vi nu er meget parate til at være vært for en World Cup på dansk grund, udtaler direktør i Dansk Svømmeunion, Pia Holmen, der i samme åndedrag betoner, at en begivenhed af denne størrelsesorden ikke kunne være blevet tildelt Danmark uden tæt samarbejde med organisationerne Sport Event Denmark og Wonderful Copenhagen.
I Sport Event Denmark er glæden ligeledes stor over tildelingen af World Cup-begivenheden: - Det viser, at den øgede danske satsning på tiltrækning af internationale sportsbegivenheder bærer frugt. Endnu en event skal afholdes i sportsåret 2009, og endda en event ejet af FINA, der er et af de helt store internationale specialforbund. Og dermed kan der varmes op til de helt store svømme-arrangementer som eksempelvis VM kortbane, udtaler Lars Lundov, direktør i Sport Event Denmark.
Hos Wonderful Copenhagen er man ikke i tvivl om, at en begivenhed som FINAs World Cup rummer en bred vifte af værdifulde budskaber: - FINAs World Cup, der tilmed er en olympisk disciplin, er en ønske-event for en by, der markedsfører sig på nærhed til vandet, ren havn, kombinationen af elite- og folkelige kultur- og sportsbegivenheder. Arrangementet, der udgør et vigtigt skridt på vejen mod VM i Åbent Vand, samler alle disse budskaber, så vi vil naturligvis bruge FINAs World Cup i vores internationale markedsføring af København, udtaler Lars Vallentin, senior projektleder i Wonderful Copenhagen.
FINA World Cup i 10 kilometer åbent vand maraton-svømning udgøres i 2009 af i alt 16 afsnit. I Danmark er det planen, at afholde begivenheden lørdag, den 29. august, samme dag som Dansk Svømmeunion afholder Christiansborg Rundt.
For yderligere information kan følgende kontaktes: Direktør i Dansk Svømmeunion, Pia Holmen, på mobil: 2920 6161. Leder af Dansk Svømmeunions eventgruppe, Kenneth Raahauge, på mobil: 4031 1465. Direktør i Sport Event Denmark, Lars Lundov, på mobil: 4031 4855. Senior projektleder i Wonderful Copenhagen, Lars Vallentin, på mobil: 2338 3063.