EJM, dag 3 - finaleafsnit: Resultater fra fredagens finaleafsnit
20-07-2007
Af: 21
I fredagens finaleafsnit af EJM svømmede Michelle Strandskov semifinale i 100 m butterfly. I dette løb måtte svømmeren fra Sigma/Birkerød/Elitecentret desværre sande, at hun tidligere på dagen, i indledende afsnit, havde givet alt, hvad hun havde i sig - både fysisk i forhold til en flot præstation og psykisk i forhold til en turbulent optakt til sit løb, jævnfør pressemeddelelse udsendt tidligere i dag, fredag. Således blev det fredag aften til en samlet 16. plads til den danske juniorsvømmer i tiden 1.03,65. Ærgerligt for Michelle, som dog stadig kan være stolt over morgenens flotte resultat.
Den anden danske juniorsvømmer i bassinet fredag aften, Pernille Larsen, svømmede 50 m ryg semifinale i tiden 30,67 og sluttede her på en samlet 10. plads. Pernille svømmer 1/10 sekunder langsommere i forhold til indledende, og noget tyder på, at svømmeren fra AGF generelt svømmer lidt bedre om morgenen, lyder det fra talentudvikler Michael Hinge, der dog også nævner, at starten i semifinalen kiksede en smule for den danske svømmer. Stadig dog en flot præstation af Pernille i indledende afsnit, hvor det blev til en personlig rekord og en plads videre til semifinalen.
De Europæiske Junior Mesterskaber i Antwerpen fortsætter i morgen, lørdag, med indledende afsnit klokken 9.00.