EJM - dag 1, finaleafsnit: Michelle Strandskov videre til torsdagens finale i 200 m butterfly
18-07-2007
Af: 21
I onsdagens finaleafsnit ved de Europæiske Junior Mesterskaber i Antwerpen lykkedes det for Michelle Strandskov at kvalificere sig til finalen i 200 m butterfly i tiden 2.16,96. Den unge svømmer fra Sigma/Birkerød/Elitecentret sætter i aftenens semifinale personlig rekord med ikke mindre end halvandet sekunder og er nu klar til torsdagens finale i en samlet syvendeplads. En flot præstation af Michelle Strandskov.
Med i samme semifinale var også Julie Hougaard Nielsen fra STO95/OSLF. Julie slutter på en samlet niendeplads i tiden 2.19,63 og er dermed første-reserve til finalen torsdag. Omend niendepladsen altid er lidt ærgerlig at slutte på i en semifinale, er det en udmærket placering af Julie, som på forhånd var seedet en 16. plads.
Endelig var også AGF’s Pernille Larsen i konkurrence i aften – her i 200 m ryg semifinale. Desværre kom Pernilles løb aldrig helt til at fungere, hvorfor hun sluttede på 16. pladsen i 2.24,43. At Pernille som udgangspunkt kvalificerer sig til aftenens semifinale på denne distance og det i en god personlig rekordtid i indledende afsnit, er dog i sig selv en flot præstation på denne, for Pernille, internationale stævnedebut-dag.
Opsamlende er det i dag blevet til fire personlige rekorder til de danske juniorsvømmere fordelt på i alt 10 individuelle løb. Således en god indledning på EJM, som fortsætter i morgen, torsdag, med indledende afsnit klokken 9.00.