Flot premiere på åbent vand-aktiviteten Silkeborg Open Water
23-06-2007
Af: 21
Der har i dag, lørdag, været premiere på åbent vand-aktiviteten Silkeborg Open Water i den smukke Gudenå. I alt 25 deltagere i alderen 17 – 56 år var friske på at svømme den cirka halvanden kilometer lange distance, som havde start ved Indelukket og mål i havnen ved Slusen. Samtlige 25 deltagere, som blev sendt af sted i samlet flok klokken 11.30, gennemførte strabadserne og kom i mål med smil og godt humør.
Vejret var da også noget nær perfekt til begivenheden med tørvejr og solskin over Remstrup Å, som Gudenåen hedder på denne strækning.
I Dansk Svømmeunion meldes der om tilfredshed med premieren på lørdagens unikke åbent vand-begivenhed. - Det har været en fornøjelse at planlægge arrangementet sammen med Silkeborg Svømmeklub, og når så arrangementet i dag gennemføres i fint vejr og med glade og friske deltagere, som alle kommer i mål, går det hele jo op i en højere enhed. Jeg er derfor meget glad og tilfreds med arrangementet i dag og tror helt bestemt, at vi her har oplevet premieren på en aktivitet, som vil være årligt tilbagevendende. Vi kunne i dag følge 25 deltagere på strækningen, hvilket jeg synes er et fint antal for en premiere-begivenhed af denne art. Fremover, når aktiviteten bliver mere kendt i området, vil der sikkert komme flere til. Kulissen er jo den smukkeste, man kan ønske sig med skovbrynet på den ene side og smukke haver på modsatte side, udtaler klubchef i Dansk Svømmeunion Morten Kjær.
Vinder af Silkeborg Open Water 2007 blev på herresiden Flemming Sørensen (IF Lyseng) i tiden 16,39. Hos damerne var det Anne Dalgaard (USG), som var hurtigst i tiden 17,55.
På www.openwater.dk vil der i løbet af næste uge (uge 26) optræde stemningsbilleder fra arrangementet, ligesom en komplet resultatliste vil kunne downloades.
For yderligere information kan Dansk Svømmeunions klubchef Morten Kjær kontaktes på mobil: 2170 4405. Randi Thygesen, Silkeborg Svømmeklub, kan kontaktes på mobil: 2287 0009.
Silkeborg Open Water er det første af Dansk Svømmeunions i alt syv åbent vand-arrangementer hen over sommeren 2007. Arrangementer, som i år benyttes til at markere unionens 100 års jubilæum.
Åbent vand-svømning i regi af Dansk Svømmeunion er støttet af Danmarks Idræts-Forbund.
Dansk Svømmeunions åbent vand arrangementer 2007 Silkeborg Open Water: 23. juni Limfjordskrydseren, Aalborg: 11. august Odense Open Water: 12. august Amager Open Water: 16. august Fjordsvøm, Vejle: 19. august Christiansborg Rundt: 25. august Helsingør-Helsingborg: 30. august