Nordiske Mesterskaber i synkrosvømning den kommende weekend
19-05-2005
Af: 21
Danmark er den 21. - 22. maj 2005 vært ved de Nordiske Junior- og Seniormesterskaber i synkro i Øbro Svømmehal, Gunnar Nu Hansens Plads 3, 2100 København Ø.
I synkrosektionens ledelse har man forventninger om en oplevelsesrig weekend, såvel konkurrencemæssigt som rent æstetisk. - Det er første gang i flere år, at Danmark afholder Nordiske Mesterskaber, og vi ser frem til et spændende stævne med en smuk, yndefuld og konditionskrævende sport, fortæller medlem af synkrosektionen, Mari-Ann Petersen.
Foruden Danmark byder mesterskaberne på deltagelse af synkrosvømmere fra Sverige og Polen.
Hos juniorerne er svenskerne favoritter, men de vil møde kvalificeret modstand fra de danske guld- og sølvvindere fra årets Danske Junior mesterskaber. Her er det Ditte Christensen (Hermes) og Elisabeth Henriksen (Kalundborg), der har mulighed for at gøre sig gældende. I seniorrækkerne er konkurrencen mere åben, selvom svenskerne her igen må betragtes som favoritter i solo. Danske Sidsel Jørgensen (Silkeborg) vil dog kæmpe for guldet med sin krævende solo. I senior duet bliver det spændende at se de for os ukendte polakker. Derudover bliver der stærk konkurrence mellem de danske duetpar Ditte Christensen / Monica B. Petersen (begge Hermes) og Sidsel Jørgensen / Mette T. Damgård (begge Silkeborg), som ved sidste måneds DM var så lige, at de måtte deles om guldet. Nu skal det blive spændende at se, hvem, der har trænet hårdest i ugerne op til NM? Hvem kan, når det gælder, bedst bevare nerverne i ro? Resultatet ser vi i weekenden.
Som en forrygende afslutning på weekendens konkurrencer bliver der en åben dyst i rækken "Kombineret hold". Her er svenskerne teknisk dygtige, men er de ligeså kreative i deres koreografi som danskerne? - Det danske hold er en blanding af sprudlende unge talenter og rutinerede seniorer. Vi kender det danske synkroholds program, som udgør et farverigt, medrivende show til musik fra Moulin Rouge. Denne opvisning vil helt sikkert vise, at dansk synkrosvømning er stærkt på vej frem og banker på blandt nordens bedste, udtaler Mari-Ann Petersen, medlem af synkrosektionen.
Program:
Lørdag, den 21. maj 2005 16:00 Junior - figurer 17:30 Teknisk solo - senior 17:45 - 19:00 Pause 19:00 Junior solo 19:30 Teknisk hold - senior 19:45 Teknisk duet - senior
Søndag, den 22. maj 2005 12:15 Senior solo 12:30 Junior hold 12:40 Senior duet 13:10 Senior hold 13:40 Junior duet 13:50 - 14:05 Pause 14:05 Kombineret hold 14:30 Indmarch og præmieoverrækkelse
For yderligere information kan Mari-Ann Petersen, medlem af synkrosektionen, kontaktes på mobil: 4015 1185.