Når I åbner for aktivitet i jeres svømmeklub igen, er der nogle emner, som det er en god ide at gøre jer overvejelser omkring.
Det er ved at være længe siden, jeres medlemmer har været til træning, og der kan være mange forskellige forventninger fra dem til at starte igen. Derfor er det vigtigt, at I sætter jer ind i hvor jeres medlemmer er henne, mentalt og fysisk, og hvad de er klar til.
For nogle er det vigtigt at lære de andre at kende igen, for andre at lave noget sjovt, der får dem til at grine eller for andre at træne så hårdt, at de har ondt i hele kroppen dagen efter.
For jer som svømmeklub, er der også andre vigtige overvejelser udover hvordan træningen skal fungere. For eksempel hvordan man kan forlænge sæsonen eller hvordan man kan give medlemmerne lidt ekstra for deres kontingentkroner.
Vi har samlet gode råd og anbefalinger til jer herunder.
Har I input til emnerne, gode ideer eller mangler I info om nogle emner, så tøv ikke med at kontakte jeres regionale konsulent.
Inden opstart
Læg en plan
Kortlæg og prioriter de største aktuelle udfordringer og muligheder, og læg en plan for, hvordan I griber de kommende måneder an. Planen kan for eksempel omfatte, hvilke hold I vil prioritere at starte op, hvordan I vil kommunikere til medlemmerne og hvordan I vil understøtte jeres instruktører.
Gå nye veje
Overvej, om genåbningen giver anledning til at tilbyde helt nye hold. Når alle skal starte ”forfra”, er det måske en mulighed for at få flere aktive med på holdet eller måske oprette helt nye hold. Tag fat i jeres regionale konsulent, der kan hjælpe jer på vej med idéer og sparring.
Kontakt alle medlemmer
Fortæl, at I glæder jer til at se jeres medlemmer igen, og at I er i gang med at planlægge det bedst mulige tilbud til dem. Nogle børnefamilier har fået en helt ny rutine i hverdagen og nogle unge og voksne er begyndt at motionere på egen hånd. Motiver jeres medlemmer til at komme tilbage i foreningen og fællesskabet. På nogle hold kan det være en fordel med personlig kontakt fra trænerne, men sørg for at koordinere det internt i klubben.
Inddrag medlemmerne
Forklar jeres medlemmer hvilke konsekvenser Corona situationen har for foreningen. Hør deres tanker og følelser omkring foreningens ”genåbning” og lyt til dem i væsentligt omfang, da det er dem, som skal få foreningen i omdrejninger igen.
I forbindelse med opstart
Husk at overholde gældende restriktioner og at følge retningslinjerne
Det er vigtigt, at alle overholder de gældende retningslinjer, hvis vi ønsker at kunne dyrke vores vandsport. Hold jer derfor altid opdateret omkring de nyeste retningslinjer her.
Læg derud fra en plan for hvordan retningslinjerne bliver overholdt hos jer.
Involver jeres trænere, instruktører og frivillige
Snak med jeres trænere om, hvordan I kommer godt i gang, og hvordan I kan få en god træning på trods af diverse restriktioner
Tydelig kommunikation til medlemmerne
Der skal være en tydelig kommunikation fra bestyrelsen til medlemmerne omkring genåbningen, f.eks. om hvilke retningslinjer, der er i forbindelse med at starte op igen og til træning
Hav en tydelig skiltning og vejledning i hallen, så jeres medlemmer ikke er i tvivl om hvor de skal gå hen, og hvor de må opholde sig.
Tæt dialog internt i foreningens ledelse
En god ide er at intensivere møderne/kontakten i bestyrelsen i begyndelsen af genåbningen, for at have mulighed for at kunne justere hurtigt til, alt efter de erfaringer, der gøres med afvikling af aktiviteter, sociale tiltag mm.
Det er en god ide, at starte op med fokus på leg og de grundlæggende færdigheder. Børnene har i en lang periode været mindre aktive end normalt. Fokus kan derfor med fordel være på de fire grundlæggende færdigheder, selvfølgelig afstemt efter børnenes alder og niveau. Er der tale om de lidt ældre børn, er det særligt vigtigt at være opmærksom på at afstemme niveauet til der, hvor børnene er efter en lang nedlukning. Der kan være opstået niveuaforskelle blandt børnene, under nedlukningen med mindre aktivitet.
Læg vægt på de sociale elementer og relationer både i træningens øvelser, men også rundt om træningen. Både de små, men særligt hos de store børn, bør der være fokus på at finde sammen igen socialt. Vægt derfor øvelser, der skaber sammenhold og opbygger relationer. På de yngste hold, hvor børnene er tættere knyttede til deres forældre, bør fokus lægges på at skabe tryghed og genetablere den gode relation til dig som instruktør.
Mød børnene i deres nye hverdag Det er vigtigt, at børnene føler sig hørt og set. Det kan derfor være en god ide at indlede den/de første træninger med en snak med børnene. Spørgsmål til børnene kan være:
Reflekterende spørgsmål, du som instruktør kan stille dig selv, for at være klar til den undervisning der møder dig kan være:
Gode ideer til en ny start på træningen
Antibulli Svømning
Antibulli Svømning er et samarbejde mellem Mary Fonden og Dansk Svømmeunion, og er et redskab, der kan hjælpe til med at arbejde på at alle børn skal føle sig som en del af fællesskabet, når de går til svømning. Især er det et godt redskab i forbindelse med en ny start, da der er mange øvelser, der kan bruges til at børnene kan lære hinanden at kende. Alle øvelser på Antibulli Svømning udføres i par eller flere sammen, så man aldrig er alene.
Tanken bag Antibulli Svømning er, at hvis alle føles sig som en del af holdet, vil der ikke opstå mobning og børnene har lyst til at fortsætte til svømning længere end man måske normalt ville.
Find Antibulli Svømning her: https://antibulli.dk/
Prioriter den gode relation mellem svømmer og træner.
Kontakt alle dine svømmere og gør dem opmærksom på, at I starter igen. Under nedlukningen kan nogle have fundet nye måder at være aktiv på – eller er blevet inaktive - og har måske helt glemt foreningsidrætten. Det er vigtigt, at alle føler sig savnet og mærker at man ønsker, at de kommer tilbage på holdet igen.
Afhængig af alder og relation kan det være en god ide, at du som træner tager direkte kontakt til svømmerne – så send en sms eller kontakt dem på anden vis (husk at koordinere med klubbens ledelse).
Snak med svømmerne om deres tanker om nedlukningen og genstart i klubben. Nogle unge vil være hårdt ramt af at have været isoleret i hjemmet og savner fællesskabet helt enormt, mens andre har klaret sig fint. Du skal derfor være klar til at møde forskellige reaktioner og behov, når du ser de unge igen. Tag en snak med dem og hør hvad de har af forventninger og ønsker til det ”nye” fællesskab.
Prioriter det sociale på holdet
Marker genåbningen med sociale arrangementer for svømmerne. Er der nye svømmere på holdet, kan du benytte lejligheden til at byde dem velkommen. Genåbningen er en chance for en ”ny start”, hvor man ikke blot starter hvor man slap, men har mulighed for at bygge på noget nyt og bedre.
Læg vægt på øvelser, som fremmer fællesskabet og teambuilding. Det de fleste har savnet allermest er at se deres venner og at være en del af fællesskabet. Tilrettelæg træningen med vægt på sjove øvelser, hvor samarbejde er i fokus og lad dem genopdage, hvad de har savnet, og hvor sjovt det er at komme på holdet.
Start langsomt op
Alle er sandsynligvis ikke i kanonform, hvis de har været mindre aktive under nedlukningen. Lysten til at give den gas er måske stor, og trangen til at bruge sin krop og komme i form kan være stor. Så start med øvelser, der ikke udfordrer udøverne ud over deres fysiske formåen. Det ville være surt at være sat ud på grund af en skade, nu når det hele lige er åbnet igen! Derfor er det en god idé at starte med fokus på teknik - det er ikke så fysisk krævende. I øvrigt vil der være svømmere, som vil være faldet i niveau eller har glemt visse tekniske færdigheder. Derfor er det vigtigt, at du som træner har øje for det enkelte individ og får alle med når I starter op, uanset niveau.
Klubbens voksen medlemmer har været socialt isoleret fra hinanden i et stykke tid, og skal lære hinanden at kende igen. Samtidig har mange måske været inaktive i perioden, og deres fysiske form er måske ikke som den var før nedlukningen.
Derfor er det vigtigt, at det bliver en positiv oplevelse at komme tilbage til træningen. Mød ikke jeres medlemmer med en forventning om at de kan, hvad de kunne før nedlukningen. Mød dem heller ikke med et krav om, at nu skal de i form - det er ikke altid motiverende. Læg i stedet vægt på sjove øvelser, der skaber sammenhold og øger glæden ved vandsporten.
Derfor anbefaler vi:
Som svømmeklub kan det være en god ide at kigge på hvordan man kan forlænge den oprindelige sæson, så der er mulighed for at jeres medlemmer kan træne lidt længere efter genåbningen, og på den måde kan I fastholde jeres medlemmer, så de kommer igen i den kommende sæson.
Hvis der ikke er meldt noget ud fra kommunal side, så henvend jer og forhør jer om muligheden for at booke hallen i længere tid, end en normal sæson ville vare.
To naturlige forlængelser af sæsonen kan være:
Begge dele er gode muligheder for at fastholde jeres medlemmer, og måske erhverve jer flere nye medlemmer.
Efter så lang en nedlukning som denne, skal der måske arbejdes en del med kommunikationen ud til jeres medlemmer. Der er muligvis nogle medlemmer, der er faldet fra i denne periode, og dem skal I have fat i igen.
Igennem Bevæg dig for livet projektet, er der blevet udarbejdet materiale, der kan hjælpe jer på vej til den gode kommunikation. Materialet er udarbejdet til Bevæg dig for livet, og er derfor møntet på voksne, men det hele kan sagtens bruges i kommunikationen generelt for jeres klub til alle medlemmer.
Læs mere her: https://www.bevaegdigforlivet.dk/foreningsudvikling/den-gode-kommunikation
Som svømmeklub er det muligt at søge støtte flere forskellige steder.
Coronaudbruddet er en helt usædvanlig situation med store konsekvenser for hele Danmark – også foreningslivet, hvor aktiviteter er midlertidigt lukket ned.
Det er Danmarks Idrætsforbunds og Dansk Svømmeunions klare anbefaling, at de enkelte klubber ikke tilbagebetaler kontingent for perioden, da en tilbagebetaling potentielt vil lukke nogle af vores frivillige klubber. DIF opfordrer derfor til, at DIF-idrætten og vores medlemmer bredt set udviser samfundssind og ansvarlighed og bakker vores mange foreninger, klubber og frivillige op i denne svære tid.
Formelt set kan medlemmer ikke kræve at få en del af kontingentet retur, fordi foreningens aktivitet er stoppet i en periode, så medlemmerne ikke kan træne eller for eksempel deltage i et stævne. Kontingentet er udtryk for en betaling for det at være medlem i en idrætsforening og ikke for en specifik ydelse.
Ikke desto mindre, er der mange foreninger, der er har været i tvivl om de skulle tilbagebetale kontingentet helt eller delvist, eller gøre andet. Det er helt op til den enkelte forening at beslutte, man skal blot huske at undersøge, hvad der står i foreningens vedtægter angående fastlæggelse af kontingent, budget og regnskab.
Der er ikke en løsning, der kan bruges i alle klubber, da der kan stå forskellige ting i vedtægterne. Herunder kommer en række eksempler og overvejelser man kan gøre sig.
Ønsker I som bestyrelse mere konkret sparring kontakt da jeres regionale konsulent.
Vær tydelig i kommunikationen med medlemmerne og mød dem hvor de er. Fortæl hvad I beslutter og hvorfor I beslutter det.
Forsøg at tilbyde medlemmerne noget ekstra, for eksempel:
Det er nu igen muligt at afvikle generalforsamlinger og repræsentantskabsmøder ved fysisk møde på nogenlunde normal vis. Møderne kan fremover afvikles, både i egentlige konferencelokaler og i klublokaler. Men på visse betingelser om kvadratmeterkrav, afstand m.v.