Formand Kjeld Egebo Larsen savner en nuanceret debat og roser HSK for sit initiativ.
Af: Nora Thomsen
Af formand i Dansk Svømmeunion: Kjeld Egebo Larsen.
Vi har i Dansk Svømmeunions bestyrelse fulgt gårsdagens debat i medierne - og ikke mindst på de sociale medier – omkring Hovedstadens Svømmeklubs (HSK) integrationsprojekt. Der er behov for en betydelig mere nuanceret debat end den, som har raset i det forløbne døgn.
Kritikken af HSK’s integrationsprojekt er hovedsagelig gået på, om det reelt er et integrationsprojekt eller i stedet snarere et segregationsprojekt. Og her er der behov for et mere nuanceret syn på sagen. Integrationen ligger nemlig ikke i gardiner eller kønsadskillelsen, men derimod i det videre forløb for blandt andet muslimske børn, hvoraf mange ellers ikke var blevet inddraget i dansk foreningsliv – også sammen med børn fra den vestlige verden – herunder danske. De bliver inddraget i en idræt, de får mulighed for at udvikle sig og uddanne sig til svømmeinstruktører eller hjælpetrænere, hvilket allerede er sket. Som trænere er de på kursus og med på træningslejre, hvor begge køn deltager. Det er her integrationen slår igennem. Sikkert ikke for alle, men det er første skridt på integrationsvejen for nogle af deltagerne.
HSK har sat en vigtig debat i gang og fortjener anerkendelse for det arbejde, de har lagt i integrering af nogle unge i Tingbjerg. Det er en skam, at historiens vinkling i Berlingske Tidende og pressen generelt ikke giver et retvisende billede af klubbens arbejde. Man bør læse hele pressemeddelelsen fra HSK for at få det rette indtryk af projektet.
Pressemeddelelsen kan læses her.
Af pressemeddelelsen fremgår det også, at projektet er støttet økonomisk af Københavns Kommune og derfor er godkendt kommunalpolitisk.
Projektet er ydermere støttet af Danmarks Idrætsforbund (DIF), hvilket ligeledes fremgår af pressemeddelelsen.
Kritikken af HSK er hård og unuanceret. Det er for nemt bare at sige, at det ikke er god integration. Debatten skal være konstruktiv, så den kan medvirke til at vi flytter os i integrationsspørgsmålet. I Dansk Svømmeunions værdigrundlag står, at rollen som et af dansk idræts største specialforbund forpligter i forhold til både vores medlemmer, klubber og samfundet. Det har HSK levet op til. De har åbnet dørene for en række minoritetsgrupper, som ellers ikke ville blive indlemmet i den danske foreningsverden. Nøjagtigt, som det ligeledes er foregået i en række andre danske svømmeklubber, hvor det har været ganske normalt at etablere særlige hold for minoritetsgrupper.
Dansk Svømmeunion har yderligere som overordnet mål, at alle børn i Danmark skal lære at svømme. Det ville da være optimalt, hvis de 250 piger i Tingbjerg havde kunnet gå til svømning uden gardiner og på blandede hold. Sådan forholder det sig bare ikke i virkelighedens verden. Social integration tager tid, og HSK’s initiativ er første skridt på vejen, som forhåbentlig fører til, at børnene og deres forældre senere i livet får et mere dansk syn på foreningskultur og danske værdier.
Det er vigtigt, at paraplyorganisationerne DIF og DGI samt landets idrætsforeninger tager del i den vigtige opgave, som integrationsprocessen er – det er vi villige til i Dansk Svømmeunion. Derfor vil vi også på den nært forestående generalforsamling starte en debat med klubberne om, hvordan vi sammen løfter vores del af ansvaret for den svære integration i Danmark.
Her håber jeg på en konstruktiv dialog, som ikke kun ser verden sort-hvidt, men som vil gå efter muligheder og løsninger, der matcher virkelighedens verden.
Kjeld Egebo Larsen
Formand, Dansk Svømmeunion